Søndag den 30. juli 2006

 

 

Morgenmaden blev serveret mellem kl. 07.00 – 09.00, og vi besluttede at være der kl. 08.00, hvilket vi også var. Vi var de første, der kom – har jeg glemt, at fortælle, at næsten alle gæster er danske (15 værelser). Morgenmaden er som i Østrig næsten dansk hotelstandard, udmærket.

 

Under morgenmaden fik vi en seddel udleveret, hvor vi kunne vælge, hvad vi ville spise til aftensmad. Vi kunne vælge mellem tre forretter og tre hovedretter, desserten havde kokken bestemt. Det er ikke det hele, vi forstår, så det er spændende at se, hvad vi får.

 

Jeg gjorde igen et forsøg på at få et andet værelse og gjorde nu opmærksom på, at der manglede et arbejdsbord, hvor jeg kunne arbejde med min computer og arbejdspapirer.

Det hjalp, vi fik et nyt værelse med sikkerhedsboks, arbejdsbord og ikke mindst en stor altan. At værelset også var større - 5 x 4 meter med et stort badeværelse - gjorde jo ikke noget.

 

Vi besluttede, at dagen ikke skulle bruges til den store udflugtstur, men vi ville besøge Montecatini Alto, der er den oprindelige middelalderlige fæstningsby, der ligger oven for kur-kildespringene. (fra vort nye værelse kan vi se byen oppe på bjerget). Vi besluttede at gå de ca. 1,5 km for at tage kabelbanen op til byen, hvilket sparede os for en gåtur på 2 km hver vej. Når man så undervejs med kabelbanen kunne læse, at der var en stigning på 38,6%, så kan man sagtens forestille sig, hvor anstrengende en sådan gåtur kunne være i bagende solskin.

En returbillet kostede 5€ for hver, og turen tager ca. 10 min.

 

Byen er et charmerende og fredeligt sted at besøge med sine skyggefulde valnøddetræer og udsigten over Montecatini Terme og Valdinevoles slette.

På vor vandring rundt i byen blev det til en øl og et glas vin på byens hovedplads ”Piazza Giuseppe Giusti”. Da vi havde været i byen et par timer, bestemte vi, at vi ville tilbage til hotellet og herefter finde et sted at spise frokost. Vi besluttede dog, at besøge byen igen, hvis vi fik tid, dog skulle det først være efter aftensmaden, når det var blevet lidt køligere.

 

Da vi kom ned med kabelbanen, gik vi til hotellet, hvor vi undervejs kom forbi nogle af de flotte termiske badeanstalter. Det var bagende varmt (vi så en måler der viste 39 grader) så det var dejligt, at komme op på det kølige værelse.

 

Da vi var kølet lidt ned, var det tid at finde et sted at spise frokost, så vi begav os ned i byen. Men her havde vi ikke taget højde for, at mange steder er lukket mellem kl. 12.30 og 16.00, så det var svært at finde et sted. Vi fandt til sidste et sted, hvor køkkenet var lukket, men de solgte nogle halve pitabrød med forskelligt fyld. Vi købte tre brød en flaske vand (0,5l) og en øl (0,5l). At betale 140,00 kr., og så var det betalt.

Tilbage til hotellet for at slappe af og klæde om inden aftensmaden.

 

Til aftensmad havde til forret valgt ”Penna alla Polpa di Granchio” (Pastapenne med krappekødsovs) hovedret ”Mozzarella Caprese” (Mozzarellaost og tomater med stegte kartofler) og til dessert fik vi ”Ananas Sciroppate” (to skiver dåseananas)

 

Efter aftensmaden aftalte vi med Susanne og Freddy (et par danskere fra Fladså som vi havde mødt på hotellet), at vi ville gå en tur op ad gaden og finde et sted, hvor vi kunne få slukket den sidste tørst.